|
Der sad engang en trist og mut mand i en sort kælder. En smuk kvinde kravlede ind til ham med et stearinlys. Da hun endelig nåede frem til ham, spurgte hun ham nysgerrigt, hvorfor han dog sad her og frøs?
I stedet for at svare, skældte han hende ud, fordi hans øjne blev blændet af lyset. Og i stedet for at vænne sig lidt til det, pustede han derpå stearinlyset ud. I det fælles mørke, spurgte hun ham nu lidt ængsteligt: "Ok, men hvorfor sidder du dog hernede i mørket?" Hvortil han svarede: "Jeg synes at mit liv ser alt for sort ud nu. Jeg kan ikke se noget lys - og ingen gider mig."
Hun svarede ved igen at tænde stearinlyset, som han irriteret lynhurtigt pustede straks ud igen - uden at få øje på hende og uden at tænke lidt over hvorfor hun mon gik - og kun mørket forblev? |