Dit bevidste sind ved, at du ikke er til samtale hos den pågældende virksomhed. Men vi benytter os af det faktum, at din krop og dine nerveceller har svært ved at kende forskel. Når du er i situationen, fiktiv eller ej, optager du læring og erfaring, som du kan bruge til den ”rigtige” jobsamtale. Da du bliver videofilmet, får du mulighed for at se dig selv udefra. I metaposition. Det er en kæmpe gave at få. Normalt har vi kun mulighed for at opleve os selv indefra, og må derfor forestille os, hvordan vi virker på andre, eller alternativt spørge dem. Ved at spørge andre, gør vi os afhængig af deres begrænsende fortolkning. Der er ofte en disharmoni, mellem hvordan vi føler, og hvad andre ser.
Hvis vi fx føler os usikre til en jobsamtale, kan vi være bange for, at det kan ses af mødedeltagerne. En naturlig reaktion kunne derfor være, at prøve at skjule usikkerheden, ved fx at være lidt reserveret, bedrevidende eller fremme i skoene.
Hvis vores oplevelse er rigtig, at vi vitterligt ser usikre ud, så er ovenstående adfærd hensigtsmæssig, men hvis det blot er noget vi føler, og dem omkring os ser noget helt andet fx en selvsikker person, så kommer det til at virke forkert og overgjort, du kommer måske til at fremstå overlegen, arrogant eller som en der ”fylder for meget”. Det er derfor rigtig vigtigt at få justeret dine indre termostater, så du har en realistisk oplevelse af, hvordan du virker på andre. Ved at se dig selv på video, kan du fx erfare, at du virker meget mere sikker og fattet, end du troede, eller at du ikke gestikulerer nok. Vi er vores egen hårdeste dommer, og du ved præcis hvordan du gerne vil fremstå og opleves. Ved at se dig selv udefra, har du mulighed for at foretage dine justeringer, præcis hvor du synes, at de bør være. Ved samtalen og på den efterfølgende video, får du eksponeret, hvor du har behov for yderligere forberedelse og hvor det allerede virker super godt. Du får mulighed for, at gøre mere af det, der virker, og for at nedtone eller fravælge det, der ikke virker efter hensigten.